Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

Pædagogiske værktøjer

ICDP - International Child/Caregiver Development Programme

ICDP danner grundlag for den måde vi møder børn såvel som voksne, og er et bærende element for pædagogikken i HopLa.

I Hop-La er alle medarbejdere igennem en ICDP-uddannelse.

Dette betyder at vi arbejder ud fra samme principper og har et fælles udgangspunkt i arbejdet med børn.

I arbejdet med ICDP forstår vi, at vi som personale er ansvarlige for den gode relation. For at vi herigennem kan yde den bedst mulige omsorg og nærvær for barnet, viser vi blandt andet positive følelser i samspillet med barnet. Vi justerer os både fysisk og verbalt, da det er vores ansvar at følge barnet og støtte og guide deres initiativer.

Vi er opmærksomme på at være nærværende voksne, hvorigennem relationerne til børnene styrkes. Gennem spejlinger, justeringer og følelsesmæssige afstemninger støtter og guider vi børnene i at kunne aflæse sig selv og dermed også de andre børn. Derigennem vil de på sigt udvikle empati, forståelse og regulering for sig selv og andre.

ICDP har fokus på tre dialoger-typer; den følelsesmæssige dialog, den lærende dialog og den regulerende dialog. Dette gør vi gennem de 8 samspilstemaer som handler om forskellige måder de voksne skal regulere sig i forhold til barnet.

Det vil sige at vi som personale får en udvidet bevidsthed og forudsætninger til at tage ansvar for relationens kvalitet og evne til at kunne indgå i anerkendende samspil med børn, forældre og kollegaer.

For mere information om hvordan vi rent praktisk gør brug af ICDP, er man velkommen til at spørge Mette eller Trine S.

 

 

Sprogtrappen

”Jeg vil gerne ha´ en pizza med mozzarella og tomat og pepperoni!” svarer en pige på 5 år.

I Børnehuset HopLa hedder osten på pizzaen nemlig ikke bare ost, men mozzarella, og spegepølsen hedder pepperoni. 

Vi arbejder ud fra en tanke om, at børn gerne vil have et mangfoldigt ordforråd, og samtidigt have muligheden for at bruge sproget kreativt. Derfor giver vi børnene mulighed for at opleve og lære de korrekte ord for diverse ting, og på den måde udvide deres sprogforståelse gennem leg, som ”Pizzaria” og ”Sundhedshuset”.

SprogTrappen er et forebyggende sprogpædagogisk redskab, og er udviklet til børn fra 0- 6,6-årige børn. Formålet er at understøtte det pædagogiske personales arbejde med børns tidlige sprogudvikling, ved systematisk at følge det enkelte barns og gruppens udvikling, gennem barnets tid i Hop-La. 

I Børnehuset Hop-La indplaceres alle børn, min. 2 gange årligt. Vi udarbejder herefter øvebaner der passer både til det enkelte barns udviklingstrin, men også mindre grupper eller hele stuer. Øvebanerne justeres løbende.

Der arbejdes med store fælles læringsmiljø, som skifter to gange årligt. Dette er udarbejdet af Hop-Las to SprogTrappe-vejledere. Læringsmiljøet er designet så alle børn, uanset alder og sproglige niveau, kan deltage. Personalet instrueres i hvordan de understøtter børnene bedst muligt i legen, og tilbydes vejledning i processen.

Vi har valgt at læringsmiljøet, som udgangspunkt, bor på Sletten. Her er rummet dekoreret så det passer til legen, og på den måde bliver det visuelt tydeligt for barnet, hvilket læringsrum der er tale om. Hver stue har en ugentlig tid i læringsmiljøet, og vurderer selv hvilken børnegruppe de vil arbejde med. Det er ønskeligt, at personalet arbejder med samme børnegruppe i ca. 12 uger.

Det er også muligt, som forældre, at låne en kasse med læringsmiljøet med hjem, så man også derhjemme kan øve sig sammen med barnet. Spørg efter Lene eller Karen, hvis dette kunne have interesse.

 

 

Systematisk refleksion 

I Børnehuset Hop-La arbejder alle medarbejdere med metoden Systematisk Refleksion.
Systematisk refleksion er først og fremmest et arbejdsredskab til medarbejderne. Her kan medarbejderne tage specifikke problematikker op, hvorefter en processtyrer guider medarbejderne igennem en struktureret proces, hvori man får vendt og drejet udfordringen, og belyst denne fra alle sider. 
Metoden munder altid ud i konkrete handlemuligheder og har konsekvent fokus på barnets perspektiv. Medarbejderne får øje på hvordan man med enkle og ressourcemæssige overskuelige pædagogiske tiltag i læringsmiljøet, kan hjælpe barnet til en bedre trivsel.